mandag den 19. marts 2012

En lokal hemmelighed

Jeg må indrømme at jeg nok er lidt nærig. Jeg vil helst ikke betale for meget for noget (det kommer nok af at arbejde i Nordjylland). Jeg bliver derfor ofte lidt paf når jeg ser priserne på planteskolerne. Det er altså blevet dyrt at være haveentusiast!  

Men der er et sted hvor jeg tit finder billige planter. I udkanten af Hornslet findes et lille gartneri som nok er lidt af en lokal hemmelighed. Der er ikke mange som kender det uden for byen. Det er nemlig ikke meget de gør for at markedsføre sig selv. Gartneriet er en del af et uddannelsestilbud for unge med specielle behov. Gartneriet hedder PGU Rosenholm og findes på Hornbjergvej 61, 8543 Hornslet. www.pgu.dk

www.pgu.dk

Udvalget svinger hele tiden så man ved aldrig hvad man finder og åbningstiderne meget begrænsede. Der er dog nogle faste ting som jeg køber næsten hver år. Det er især deres meget store pelagonier, krydderurter, tomat- og agurkeplanter samt petunia. Noget er super billigt andet er ikke. Men jeg kommer næsten aldrig derfra uden at bagagerummet er fyldt godt op. Er du på jagt efter buske eller stedsegrønneplanter så plejer de også at have et godt udvalg. Forvent ikke noget prangende og tjek altid deres hjemmeside for hvornår de har åbent. Skulle du komme kørende forbi en dag hvor de ikke har åbent, så hold ind alligevel for de har også et selvbetjeningsdrivhus lige ved indkørslen. Men husk kontanter, der tages ikke Dankort.

onsdag den 14. marts 2012

Overraskende Google søgning

Jeg sidder her til aften og surfer lidt rundt på nettet. Jeg er på jagt efter nye havemøbler i den mere romantiske stil. Vores nye terrasse fortjener nogle nye smukke møbler istedet for de gamle vi har.

Jeg kan huske jeg faldt over nogle skønne havemøbler sidste år, som jeg syntes var lige i øjet, men kan simpelthen ikke helt huske hvad de hed.

Så nu har jeg siddet og googlet og prøvet at kommer på hvad de hed. Og engang imellem er man heldig, for en google billedsøgning på ordene "Georgian Garden" gav nogle yderst inspirerende billeder. Ikke af havemøbler men af skønne engelske haver. Prøv blot selv. Jeg har lige sat et par af de super smukke billeder ind som søgningen gav.








Det er jo svært ikke at blive helt forgabt i disse billeder.

Det jeg skulle have søgt på var "Georgia Garden havemøbler" - for så dukker havemøblerne jeg er lidt småforelsket op. Men dyre er de...så måske går der lidt endnu før der er råd til dem. I kan se dem nedenfor.

Georgia Garden skabt af Sika-design

Romantiske møbler som vil passe godt til en gammel villa som vores.







onsdag den 7. marts 2012

Haveplanen

Sidste forår deltog jeg på et kursus i at tegne en haveplan. 2 dage på skolebænken og hvor satte det dog mange tanker igang!

Siden da har jeg gået og tegnet lidt på en plan og mange ideer er prøvet af. Nu tror jeg langt om længe jeg er blevet enig med mig selv om hvordan det skal være - havedrømmen altså.

Lige et par praktiske råd skulle nogen af jer nu få lyst til også at lave en haveplan.

1. skaf dig et kort over din grund. Jeg brugte www.ois.dk, her kan du finde et matrikelkort og måle op hvor stor grunden er. Nedenfor er et skærmprint af ois.dk. Når du har målene, så tegn grunden over på milimeterpapir - husk at tegne husets og garagens placering ind.


Skærmprint fra ois.dk

2. Find ud af hvilken havestil du er på jagt efter. Gå en tur på biblioteket og lån en masse havebøger. Bryg en skøn kop kaffe og find så alle de billeder i bøgerne som du synes er mest skønne. Jeg satte gule post-its ind på alle de billeder/sider jeg var mest vild med. Der danner sig ret hurtigt et billede af hvad du er mest tiltrukket af. Hvis du vil læse lidt mere om de forskellige stilarter, så prøv at få fat i bogen Enclyclopedia of Garden Design. Det er alletiders bog, når man skal igang med at lave en haveplan. Jeg fandt den på Chelsea Flowershow sidste år, men jeg kan se den også kan købes via det engelske haveselskabs hjemmeside til 23 £ . http://shop.rhsshop.co.uk/search?w=encyclopedia%20gardeN%20DESIGN&asug.



Her er der masser af inspiration at finde.

3. Lav en liste over alle de elementer som du gerne vil have med i din have. Mine drømme-elementer lød således da jeg startede.

  • Spejlbassin
  • Muret/lukket gårdhave
  • Garage - flyttes
  • Symetri
  • Victoriansk drivhus

4. Find bagepapir eller mellemlægspapir frem og tegn din grund af fra millimeter papiret- du kommer til at lave mange skitser og så er det bare nemmest at gøre det på mellemlægspapiret end at skulle tegne det hele op igen på millimeterblokken.


5. Når du endelig har fundet ud af hvordan det skal være, så er det tid til at få det tegnet ned på papir igen og måske farvelægge det. Men ofte tager det lang tid før end det bliver helt rigtigt. Nogle gange kan det betale sig at lægge det væk nogle uger for derefter at mærke efter om det nu også var så perfekt som man syntes for blot nogle uger tilbage.

Havde jeg lige 10.000 kroner i overskud, så havde jeg nok fået en havearkitekt til at tegne det for mig.  Samtidig synes jeg dog også det har sin charme at det er mine ideer og mine streger som kommer til at være basis for den nye have. Jeg er endnu ikke færdig, men her er lige et smugkig på planen. Håber jeg når at lave den færdig i løbet af de næste par uger. Når den er færdig skal den selvfølgelig nok blive lagt ud på bloggen også.

Planen som den indtil videre ser ud.

lørdag den 3. marts 2012

Spiretest af frø

Sidste efterår høstede jeg for første gang frø fra mine planter i haven. Mest bare for at prøve, men også fordi min mand synes jeg bruger for mange penge på frø og planter. Jeg fik også sidste år nogle lidt anderledes tomatplanter, som jeg godt kunne tænke mig at vi skulle dyrke igen i år og de er ikke sådan lige at finde i de helt gængse plantemarkeder. Så der skulle tages frø hvis det skulle kunne lade sig gøre.

Frøene har ligget i vores kolde kælder siden efteråret.Jeg læste et eller andet sted, at sommerblomstfrø bør opbevares koldt (køleskabstemperatur) og staudefrø skal opbevares i fryser. Det opdagede jeg selvfølgelig for sent og jeg var derfor spændt på om frøene kunne spire.

For knap 2 uger siden lavede jeg derfor en spiretest. Det er meget simpelt, man ligget et dobbelt stykke køkkenrulle på et flad tallerken og tegner streger med sprittusch i forskellige farver. Vigtigt at det er med spirtusch, da almindelige tuscher opløses af vandet (En personlig erfaring som man kan se ud af billederne nedenfor.) så drysser man en række frø ud over hver streg. Husk at notere på papir ved siden af, hviken farve som er hvilken type frø.


Tallerkenen med frø og listen og hvad som er sået hvor


Køkkenrullen gøres fugtig og hele tallerkenen sættes i en plastpose som lukkes helt. Nu stilles det lyst og lunt og i løbet af ca. 5 dage vil de første frø begynde at spire. Her knap 2 uger efter, er alle mine frø i gang. I sær tomatfrøene, marieklokkerne,valmuerne og digitalis spirer meget villigt. De har en spireprocent på næsten 100%.


Resultatet knap 2 uger efter

 Så nu er det bare med at komme igang med at så. Glæder mig allerede.