torsdag den 25. december 2014

Det vidste I ikke at terrassebrædder også kunne bruges til!

Hvad gør man når det går op for en, at ens søn på 9 år ikke har fået taget sig sammen til at lave julegaver til bedsteforældrene i SFO'en? Så er gode råd dyre og vi skulle være kreative og finde på et lille gør det selv projekt, som ikke måtte tage for lang tid og som han selv kunne udføre.

I kælderen fandt vi nogle rester af terrassebrædder i hårdtræ, som var blevet i overskud efter vi byggede terrassen for nogle år tilbage. Og så måtte sønnike ellers i gang med saven og rystepudseren, for nu skulle deres laves gør-det-selv skærebrætter, så han også havde noget som kunne gives som gave. 

Må sige, at jeg faktisk synes resultatet er blevet ret fornuftigt og knægten er super stolt over sig selv.
Træet er blevet skåret ud i 24,5 cm lange stykker, herefter er alle rillerne slebet bort med rystepudseren og det er blevet fin pudset med sandpapir i hånden. Tilsidst har det fået en gang linolie. Lidt skind rester og polstersøm fra Stark færdiggør projektet.  Håber bedsteforældrene bliver glade!

Gør det selv skærebræt med læderhank.





mandag den 22. december 2014

Så kom der Thujaer i mine Caisse Versailles

Jeg har jo længe været stolt over mine hjemmebyggede Versaille kasser, men det har været svært at finde nogle planter som var store nok til at fylde dem. Jeg havde egentlig tænkt, at det skulle være store Buksbum kugler, men jeg har ikke kunnet finde nogle, som var store nok.  Det lavede den sidste tur til Plantorama dog om på, da jeg pludselig stod over for disse fine opstammede Thujaer, til ren foræringspris.


Jeg var noget spændt på om de var store nok til kasserne - og jo, helt ærligt de kunne godt have været lidt større, men det går og så må de jo bare vokse sig større næste år.

Her ser I resultatet:



Og de skulle selvfølgelig også lige have en gang lyskæder på her i december. Det ser da meget hyggeligt ud, ikke?







 

torsdag den 11. december 2014

Forårsløgene er blevet plantet.

Det er jo nok lidt sent at plante forårsløg, de skulle have været i jorden for et par måneder siden, men min lokale Føtex havde lige en masse poser til 5 kr og så tænkte jeg at jeg godt kunne tage chancen og så se om de ikke når at slå rod alligevel.






Der er nu plantet 8 krukker som forhåbentlig bliver flotte her til foråret og som kan komme ud og stå ved vores hoveddør. Lige nu står de i drivhuset og venter på foråret.

søndag den 7. december 2014

Adventshygge indendørs

Det er simpelthe for koldt og vådt udenfor til at jeg har lyst til at gå en tur i haven. I stedet vil jeg sidde her i min varme stue med en kop dampende varm Chai-te og sidde og nyde de levende lys i mine juledekorationer. 





Det er efterhånden en tradition, at jeg selv laver mine juledekorationer. Jeg trykker næsen flad mod ruden nede ved vores dygtige lokale blomsterbutik, men så snart jeg ser prisskiltet på de flotte advenstkranse, så går spare-genet op i mig og jeg tænker med det samme, at det kan jeg godt lave selv meget billigere.




I år er jeg kommet alt for sent i gang og jeg har ikke fået købt ind til dekorationerne, så det er blevet til genbrug af pynt fra sidste år. Det eneste nye er de hjemmelavede hvide ler figurer som jeg har lavet sammen med datteren og min mor. Det er faktisk en fantastisk nem hyggeaktivitet med børnene - selv helt små børn kan være med og de er da blevet meget søde. Mønstrene er lavet ved at rulle leret ud på gamle blonder.



Til disse to juledekorationer er der brugt:

  • Ler
  • Grå lys
  • Creme farvet tyndt bånd fra Søstrene Grene
  • En beton skål og en urtepotte - bare de er neutrale i farven.
  • Hvid mos
  • grøn pudemos
  • Hvide glassten og diverse pynt i sølv som er fundet i skabet
  • Hvid ler 
  • lidt ståltråd