lørdag den 26. april 2014

Det hvide bed - stemningsbilleder

Solen er ved at gå ned bag træerne, og solen har de her fine bløde stråler som bare giver en fantastisk glød i det hvide bed. Jeg har lige prøvet at fange stemningen i nedenstående billeder. Glæder mig til at komme i haven i morgen!







onsdag den 16. april 2014

Min nye spøjse havebænk

Jeg rundede jo de 40 år her for en uges tid siden og havde ønsket mig en ny havebænk - og sikke en sød og noget spøjs bænk jeg har fået. Jeg er ret vild med genbrug og istandsættelse af gamle møbler, så man må sige at den har ramt ret godt plet. Den er bygget af to gamle spisestuestole som ved hjælp af lidt ekstra brædder og lidt hvid maling er blevt til en havebænk. Den er helt sin egen og jeg tror ikke der er andre i vores lille parcelhuskvarter der har sådan en stående! Ideen er hermed givet videre - eller også kan man købe den hos Kirkens Korshærs Galleri i hornslet.


mandag den 14. april 2014

En ny hobby.....og hvorfor bloggen har ligget stille

Det er ikke megen til jeg har haft til bloggen det sidste års tid. Det er på ingen måde sådan at jeg har mistet haveglæden eller ikke har haft lyst til at skrive - nej det handler mere om at vi i familien har fået en ny hobby, en meget tidskrævende hobby.

Vi har nemlig fået et kæledyr. Et stort et af slagsen. Vi har fået den skønne pony Nobilitas Equa som nyt familie medlem.



Det hele startede med at datteren red en gang om ugen på den lokale rideskole. Og vi kunne jo sagtens se at det var noget hun elskede og var god til. Så i løbet af kort tid blev hun optaget på et lokalt talenthold og så gik det for alvor stærkt. Det gik hurtigt op for os at hun havde et talent for ridebanespringning, og i en sådan situation må man som forældre jo gøre op med sig selv om man vil bakke op om datterens drøm eller ej. Vi valgt at sige OK vi bakker 100% op og har derfor det sidste år brugt masser af weekeder på at køre hende til stævner. Men det har også givet pote, for i en alder af 11 år rider hun nu både på distrikts og landsplan og konkurrerer nu mod nogle af danmarks bedste ponyryttere. Lidt stolt har man vel lov at være som mor!

Heldigvis er hun dog nu ved at være så stor, at hun er meget mere selvkørende og kan håndtere ponyerne selv. Jeg håber det kommer til at give mig lidt mre tid til at skrive bloggen igen. Og så får jeg jo gratis hestpærer til mine roser, så helt skidt er det ikke.

lørdag den 12. april 2014

Haveinteressen smitter

Ville lige dele et billede fra Fastelavn. Da sønnike på 8 år blev spurgt hvad han skulle være udklædt som, kom han med to svar: 1. kriger eller 2. en have. Tja, så var valget ikke så svært. Så vi gik i gang med at lave et havekostume. Synes faktisk det blev meget godt og det var super nemt at lave. Der er kun brugt en saks, en klipsemaskine, kunstgræs og kunstige blomster. Sammen lavede vi det lille skilt i værkstedet og syede det på. Han vandt desværre ikke for bedste udklædning, men han følte sig sej. 


 

torsdag den 10. april 2014

Havenisser

Vi var på skiferie i Østrig for et par uger tilbage, og i et villakvarter fik jeg øje på en baghave som jeg bare måtte have et billede af. Desværre sad der et ældre par og nød forårets første solstråler, så jeg kunne ikke lige snige mig til at tage et billeder. Så næste dag måtte jeg tilbage og sneg mig ind i haven. Jeg kom desværre ikke helt tæt nok på, men jeg håber I kan fornemme hvor flot alle havenisserne sad på rad og række. Sådan kan man altså også dekorere sin have!