Det er lige tidligt nok til at begynde at så de indkøbte frø, men det kribler i fingrene for at komme igang. I stedet er jeg gået igang med at kigge på nogle af planterne, som har overvintret fra sidste år. En af mine små havedrømme er en dag, at få råd til nogle store terracotta krukker fyldt med afrikanske liljer. Jeg er personligt mest vilde med de blå, da jeg synes de giver et lidt eksotisk præg til haven.
|
Dette her nærmer sig drømmen |
Jeg plantede, for et par år tilbage, 3 Agapanthus løg og de har nu fyldt potten fuldstændig. Der er næsten ikke mere jord tilbage, det er én stor rodklump. Så i dag har jeg haft saven fremme og savet klumpen i 5 dele som er blevet plantet om i en væsentlig større potte. Potten er faktisk bare en ganske almindelig stor murebalje fra byggemarkedet. Den er måske ikke så køn, men den er nem at flytte på og når jeg så engang får råd til den perfekte potte må jeg jo bare plante dem om igen.
|
Agapanthus i ny potte og den gamle potte den kom fra |
Liljerne har overvintret i kælderen. Sidst på efteråret når det begynder at blive koldt sætter jeg i først omgang krukkerne i drivhuset og når temperaturen nærmer sig frostgrader, så sætter jeg krukkerne i kælderen og fjerner de visne blade og blomsterstande.Agapanthus kan nemlig overhovedet ikke tåle frost. Vand skal de ikke have i løbet af vinteren og her i starten af marts dukker de første grønne blade frem og jeg begynder at vande dem igen. Jeg er spændt på om det i år kun bliver til grønne blade, eller om der også kommer blomster. Efter så hård en omplantning er der en god chance for at planterne vil fokusere på at sætte nye rødder og ikke har kræfter til også at lave blomster. Jeg må bare vente og se hvad der sker.
August 2011:
Lige en update på hvordan det er gået med ovnnævnte Agapanthus siden den blev plantet om. Ja billeder taler jo for sig selv. Mine Agapanthus har haft det virkelig godt denne sommer og har blomstret meget mere end jeg havde forventet. Så nu spare jeg sammen til en smuk stor terracotta potte til dem så de virkelig kan komme til deres ret.
|
Agapanthus sammen med helichrysum og lavendel |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar