onsdag den 7. marts 2012

Haveplanen

Sidste forår deltog jeg på et kursus i at tegne en haveplan. 2 dage på skolebænken og hvor satte det dog mange tanker igang!

Siden da har jeg gået og tegnet lidt på en plan og mange ideer er prøvet af. Nu tror jeg langt om længe jeg er blevet enig med mig selv om hvordan det skal være - havedrømmen altså.

Lige et par praktiske råd skulle nogen af jer nu få lyst til også at lave en haveplan.

1. skaf dig et kort over din grund. Jeg brugte www.ois.dk, her kan du finde et matrikelkort og måle op hvor stor grunden er. Nedenfor er et skærmprint af ois.dk. Når du har målene, så tegn grunden over på milimeterpapir - husk at tegne husets og garagens placering ind.


Skærmprint fra ois.dk

2. Find ud af hvilken havestil du er på jagt efter. Gå en tur på biblioteket og lån en masse havebøger. Bryg en skøn kop kaffe og find så alle de billeder i bøgerne som du synes er mest skønne. Jeg satte gule post-its ind på alle de billeder/sider jeg var mest vild med. Der danner sig ret hurtigt et billede af hvad du er mest tiltrukket af. Hvis du vil læse lidt mere om de forskellige stilarter, så prøv at få fat i bogen Enclyclopedia of Garden Design. Det er alletiders bog, når man skal igang med at lave en haveplan. Jeg fandt den på Chelsea Flowershow sidste år, men jeg kan se den også kan købes via det engelske haveselskabs hjemmeside til 23 £ . http://shop.rhsshop.co.uk/search?w=encyclopedia%20gardeN%20DESIGN&asug.



Her er der masser af inspiration at finde.

3. Lav en liste over alle de elementer som du gerne vil have med i din have. Mine drømme-elementer lød således da jeg startede.

  • Spejlbassin
  • Muret/lukket gårdhave
  • Garage - flyttes
  • Symetri
  • Victoriansk drivhus

4. Find bagepapir eller mellemlægspapir frem og tegn din grund af fra millimeter papiret- du kommer til at lave mange skitser og så er det bare nemmest at gøre det på mellemlægspapiret end at skulle tegne det hele op igen på millimeterblokken.


5. Når du endelig har fundet ud af hvordan det skal være, så er det tid til at få det tegnet ned på papir igen og måske farvelægge det. Men ofte tager det lang tid før end det bliver helt rigtigt. Nogle gange kan det betale sig at lægge det væk nogle uger for derefter at mærke efter om det nu også var så perfekt som man syntes for blot nogle uger tilbage.

Havde jeg lige 10.000 kroner i overskud, så havde jeg nok fået en havearkitekt til at tegne det for mig.  Samtidig synes jeg dog også det har sin charme at det er mine ideer og mine streger som kommer til at være basis for den nye have. Jeg er endnu ikke færdig, men her er lige et smugkig på planen. Håber jeg når at lave den færdig i løbet af de næste par uger. Når den er færdig skal den selvfølgelig nok blive lagt ud på bloggen også.

Planen som den indtil videre ser ud.

3 kommentarer:

  1. Spændende, jeg har også siddet og nørklet med haveplaner her i vinter.
    Det er hyggeligt, og spændende at sidde og drømme om det perfekte paradis. Men det er jo en proces der tager tid, måske mange mange år inden det bliver (måske) som man havde tænkt. Men det er jo det der er med til, at gøre det så spændende. Som du garanteret også har erfaret så kommer der hele tiden nye ideér til.
    Glæder mig til at se mere.
    Forårs hilsner fra Marianne.

    SvarSlet
  2. Hej Marianne,

    Uha, ja der er alt for mange ideer, holdninger og mulige løsninger når man går igang med en sådan haveplan. begrænsning er en svær kunst og nogle gange bliver man vel bare nødt til at slå en streg i sandet og sige så er det så sådan her det bliver. Ellers tror jeg aldrig man kommer igang. Man kan vel også have flere haveplaner i løbet af sit liv - kan man ikke?

    Mange hilsner

    Mille

    SvarSlet
  3. Tusind tak for inspirationen. Jeg har netop selv anlagt en (koloni)have - og brugte en nogenlunde tilsvarende fremgangsmåde, men dejligt med et par tilføjelser. Hvis du vil se mit resultat er du meget velkommen på min blog - projektkolonihave.blogspot.dk - eller via Instagram på profilen bonnies_kolonihave.
    Mange hilsner
    Bonnie

    SvarSlet